Gammel kending i A6 tiltræder som cheftræner

Vi er i A6 glade for at kunne fortælle, at Kim Dietrichsen har takket ja til stillingen som cheftræner.   

Kim har været med til at starte A6 i tidernes morgen. Kim har de sidste 8 år fungeret som træner i A6 på tværs af forskellige hold og har været mentor for vores trænere. Han har det sidste år fungeret som konstitueret cheftræner, mens Jon Langberg var udlånt til det nationale træningscenter (NTC).

Trivsel og sportslig udvikling skal i A6 gå hånd i hånd. Vi har i A6 valgt Kim, da han har erfaringen og tidligere har arbejdet på øverste hylde med nogle af de bedste danske svømmere.  

Kim har 23 års erfaring som svømmetræner. Han har stået bag svømmere som Rikke Møller Pedersen, da hun fik sit internationale gennembrud som VM-finalist tilbage i 2009 og har været sportschef for Jeanette Ottesen, da hun blev verdensmester. Han har desuden været med til at opbygge og designe et af Danmarks stærkeste talentmiljøer i KVIK og var med til at starte A6 for 20 år siden i samme position som nu, nemlig cheftræner. 

Kim har de sidste 8 år som primære job arbejdet som sportspsykologisk konsulent og har i den tid stået bag bl.a. unge talenter og professionelle i en lang række sportsgrene og udviklingsforløb for trænere.  

Jon Langberg - kommende NTC træner og tidligere cheftræner i A6 udtaler :  “Jeg er rigtig glad for at Kim har sagt ja til cheftrænerposten.. Det er glædeligt, at Kim igen kommer i spidsen for det projekt han selv var en central del af at starte for snart 20 år siden. Kim er en inspirerende figur, der med hans kombination af høje faglige niveau og kærlighed til sporten er en fornøjelse at svømme under og arbejde sammen med. Jeg er så heldig at have prøvet begge dele, og jeg tilskriver meget af grunden til, at jeg endte med at gå trænervejen til den nysgerrighed omkring sporten, som Kim smittede med.  

Jeg er helt tryg ved at overlade tøjlerne til Kim, og jeg ved, at han har mange gode tanker og planer for hvordan han, sammen med de øvrige trænere og frivillige, kan skabe rammerne for endnu bedre resultater i fremtiden. Kim har stor viden om og erfaring med alle aspekter af trænergerningen, og er på den mentale del utvivlsomt den bedst rustede træner i landet. Det er jeg sikker på, at alle svømmerne i klubben kan nyde stor gavn af - både i form af gode resultater, men også i form af en høj grad af velvære og trivsel."

 Kim siger om jobbet: 

”Jeg glæder mig helt vildt til at starte op i A6 og igen fordybe mig i svømning. Mit mål er at holde fast i det tætte samarbejde vi har trænerne i mellem. Det mener jeg er en hjørnesten i succesen i A6 og sikrer, at vi også i fremtiden kan være med til at løfte vores atleter helt op i den internationale elite, hvis deres vilje og talent er til det.

Jeg ved, at vi har både rammerne, erfaringen og de menneskelige værdier på plads til at vi skal blive en success. Jeg kan ikke vente til at komme igang igen, når de åbner vores svømmehaller igen.  ” 

Kim tiltræder officielt stillingen den 1. august men vil allerede nu begynde arbejdet med at implementere den nye A6-struktur.

Privat er Kim gift og har 3 børn, som alle er svømmere. Han er bosiddende i Lynge og driver konsulentvirksomheden sportsmind.dk. 

Med ansættelsen af Kim kan vi fastholde det sportslige og sociale momentum, der er i A6.  

Styrelsen i A6 glæder sig til samarbejdet med Kim i hans nye rolle. 

Forfatter: 

Jon Langberg