Flotte resultater ved DM Junior Kortbane 2016

De Danske Junior Mesterskaber på kortbane løb af stablen i Bellahøj torsdag til søndag. A6 var repræsenteret med fem svømmere, og kom hjem med tre guld- og to sølvmedaljer, samt 14 finaler og ikke mindst en masse personlige rekorder.

Julie Kepp Jensen brugte stævnet som opvarmning til VM Kortbane om tre uger, og vandt de fem medaljer til A6. Specielt 50 ryg og 50 fri bød på flotte tider, i nye personlige rekorder. Hun vandt begge løb, mens hun også tog guld på 100 fri, og sølv på 50 fly og 100 ryg.

Mads Tornow Rasmussen svømmede sig i finalerne i alle sine løb - og alle i store personlige rekorder. Mads fik to sjettepladser som sine bedste resultater til mesterskaberne, hvilket er rigtig godkendt når han ikke er blandt de ældste svømmere før næste år!

Cæcilie Buchholt Johansen svømmede sig ligesom Mads til personlige rekorder i alle sine løb, og derudover også finalepladser i både 100 og 200 ryg - med en syvendeplads som bedste placering. Ligesom Mads kan hun også deltage næste år, hvor hun er den ældste årgang.

Katja Korbo Petersson svømmede sig til flere personlige rekorder og finaler. Specielt 50 ryg og 100 im bød på store forbedringer.

Rasmus Thilleman var til sit første juniormesterskab, og gjorde fin figur med personlige rekorder i alle sine løb.

Specielt glædeligt var det at alle A6 svømmerne formåede at sænke en masse personlige rekorder - og alle løb blev forbedret fra indledende til finalerne!

Tillykke med et flot juniormesterskab til de fem svømmere!

Næste opgave er DM for seniorer der kører torsdag til søndag i Esbjerg. Her er A6 til start med Isabel Mass, Lærke Toft Ruby, Vibe Toftte Jørgensen samt Julie Kepp Jensen - sidstnævnte kun om lørdagen.

Forfatter: 

Jon Langberg