Seks A6 medaljer ved nordiske open water mesterskaber 2017

Weekenden bød på de Nordiske Open Water Mesterskaber på hjemmebane i Middelfart Marina. A6 var repræsenteret ved Lærke Toft Ruby og Frederik Bojesen - som begge imponerede i weekenden, og kom hjem med i alt seks medaljer til A6!

Lærke Toft Ruby er den klart mest erfarne open water svømmer i A6, og var i weekenden både i aktion på 5.000m og 7.500m open water. 5.000m løbet blev svømmet lørdag, hvor det endte med at blive en taktisk affære, hvor en stor gruppe svømmede sammen det meste af vejen. Lærke havde heldigvis trænet en masse på hvordan man overhaler folk omkring bøjerne, hvilket hun gjorde på den sidste bøje, og svømmede sig i front de sidste meter. I den efterfølgende løbetur op på stranden, formåede hun lige præcis at holde feltet bag sig, og blev dermed både nordisk junior- og seniormester på distancen!

Søndag stod den så på 7.500m som kun var for juniorer. Planen for Lærke var meget simpel - ikke noget pjat med taktisk svømning osv. - bare ud og se hvor hurtigt hun kunne trække fra feltet, og ikke mindst hvor stort et forspring hun kunne opbygge. Lærke viste imponerende styrke, og svømmede klart fra resten af pigerne fra starten, og kom i mål hele 6 minutter og 43 sekunder foran Meribel Saar fra Estland på andenpladsen! Lærke blev dermed også nordisk og dansk juniormester på distancen!

Ovenpå sin flotte svømning, blev Lærke udtaget til at repræsentere Danmark ved den europæiske turnering LEN Cup, i København i forbindelse med Christiansborg Rundt.

Frederik Bojesen var den klart yngste dreng til start på 7.500m i dag, og var ikke udtaget som en del af landsholdet, som Lærke var det. Frederik blev ved sine første open water stævner tidligere på sæsonen sat af de bedste drenge tidligt i løbet, og sejlede bagud derfra. Det har Frederik trænet hele sommeren for at lave om på, og det virkede i dag! Han kom rigtig godt med, og svømmede med den forreste gruppe hele vejen på de 7.500m - en gruppe der til sidst var barberet helt ned til seks svømmere, da resten ikke kunne følge med, eller helt udgik af løbet. På de sidste par hundrede meter kommer Frederik væk fra gruppe med to andre svømmere, men må desværre erkende at det hårde arbejde for at holde gruppen havde kostet lidt for meget energi til at han kunne svømme fra dem i slutspurten. Han ender dermed et sekund efter vinderen, og i samme tid som andenpladsen - der på målfotoet lige præcis slog Frederik. Ikke desto mindre vinder Frederik en rigtig flot bronzemedalje ved både danske og nordiske junior mesterskaber!

Rigtig flot svømmet begge to! Det er en fornøjelse at se at den hårde satsning på open water svømning fra de to svømmere i den grad bar frugt i dag!

Næste store opgave bliver Junior Verdensmesterskaberne i Indianapolis, USA, den 23-28. august, hvor Julie Kepp Jensen skal vise A6 flaget frem på den helt store scene!

Forfatter: 

Jon Langberg