Lærke Toft Ruby udtaget til europæiske og nordiske mesterskaber

Det lykkedes ved lørdagens DM i 5 km Open Water for Lærke Toft Ruby at svømme sig til en sølvmedalje for både juniorer og seniorer, efter et mærkeligt løb. Lærke skilte sig sammen med aalborgs Jackie Gade hurtigt ud fra resten af pigerne, og svømmede sammen hele vejen gennem de 5 km. Ingen af pigerne var interesseret i at trække den anden frem, så de valgte i stedet at ligge og snakke lidt og bare sørge for at holde konkurrenterne bag sig. Da der så skulle sprintes om sejren på de sidste meter, kom Lærke egentligt først ind på de sidste meter, men tog desværre en ærgerlig beslutning om at svømme noget længere før hun rejste sig op og løb op af rampen til målstregen, end konkurrenten Jackie gjorde. Det betød desværre at Jackie kom løbende forbi Lærke da hun forsøge at rejse sig og begynde sit løb.

Det er naturligvis altid ærgerligt at misse en DM guldmedalje, men ikke desto mindre, var det klare mål for Lærke til stævnet at kvalificere sig til de Europæiske Junior Mesterskaber og Nordiske Mesterskaber, hvilket i dag blev bekræftet er lykkedes! Så Lærke skal konkurrere med resten af de europæiske juniorer i Marseille, Frankrig, i starten af august, mens der senere på måneden venter nordiske mesterskaber i Middelfart.

Til DM svømmede Frederik Bojesen også med i konkurrencen, og gjorde flot figur i det stærke herrefelt. Frederik fulgte med det forreste felt hele vejen igennem den første halvdel af løbet, hvorefter han desværre måtte slippe de forreste herrer. Frederik kom i mål med en mindre margin end det var tilfældet ugen tidligere ved Vikinge Svøm på den halve distance, og har således allerede rykket sig tættere på de bedre herrer - det skal nok blive godt hvis han fortsætter den udvikling! Frederik er ikke udtaget til nogen internationale opgaver, hvilket også ville være helt ekstraordinært når han har fire år tilbage som junior, og satser derfor først på DÅM i bassinet, og DM OW på de længere distancer til august.

Forfatter: 

Jon Langberg