Flot A6 svømning ved Øst Langbane Mesterskaber 2018

I weekenden bød East Kilbride Badet i Ballerup endnu engang på Østdanske Langbane Mesterskaber, hvor A6 A-holdet selvfølgeligt var til start.

Målet var at bygge videre på den gode start på langbanesæsonen, som holdet fik ved Lyngby Open i januar måned, og komme tættere på de forskellige mål svømmerne har for enten Danish Open om fire uger, eller DM til sommer.

A6 svømmerne gjorde fin figur i langt de fleste løb, og viste masser af fine takter til den kommende periode. Lidt sportslige højdepunkter fra weeekenden:

A6 Pigerne forsvarede deres guldmedalje på 4 x 100 fri fra Øst Kortbane, da de i endnu en uhyggelig tæt kamp mod Sigma, fik hånden først på væggen. A6 holdet bestod af Julie Kepp Jensen, Katja Korbo Petersson, Lærke Schelde-Mollerup og Lærke Toft Ruby - sidstnævnte svømmede holdet fra en tredjeplads til en sejr på de sidste 50 meter - på trods af at have svømmet 1.500 fri lige inden holdkappen. Holdkappen kan ses i bunden af nyheden.

Frederik Bojesen svømmede sig til personlige rekorder i 200, 400, 800 og 1.500 fri. 400 fri bød på en juniorklubrekord, 800 fri bød på junior+senior klubrekord og en junior bronzemedalje, mens 1.500 fri bød på junior+senior klubrekord og en junior sølvmedalje.

Pernille Elm Jensen gav sine personlige rekorder et ordentligt hak ned af i alle sine brystløb, og svømmede sig til flere top 10 placeringer for juniorer, på trods af at være de yngste årgang til stævnet, og svømme mod svømmere der er to år ældre.

Julie Kepp Jensen svømmede kun 50 fri og 50 ryg, samt holdkapper til stævnet. Julie er lige kommet hjem fra en hård Euro Tour, der har budt på to weekender i træk med internationale stævner, så hun havde brug for at slappe lidt af. Det afholdte hende dog ikke fra at vinde guld i begge løb, og sørge for at begge holdkapper var klart i front da hun havde svømmet sin tur. Julie svømmede en ny senior klubrekord på 100 ryg på førsteturen af 4 x 100 holdmedley.

Christine Henriksen formåede endnu engang at have et stævne med personlige rekorder i næste alle løb, og flere store forbedringer. Lærke Schelde-Mollerup viste at hun er ved at være tilbage efter en lang periode med sygdom, og svømmede flere personlige rekorder.

Næste opgave for de ældste A6'ere bliver Danish Open, hvor der kæmpes om kvalifikationer til forskellige internationale mesterskaber.

Forfatter: 

Jon Langberg