A6 Cup 2017 blev en kæmpe succes!

A6 har i weekenden været været for det traditionsrige A6 Cup, som dette år hed Hansens Flødeis / A6 Cup. Stævnet afvikles hvert år i maj måned i Jyllinge Svømmehal.

Ikke mindre end 375 svømmere konkurrerede i løbet af weekendens stævne - inklusiv to landsholdssvømmere fra Sverige, der havde taget turen hele vejen til Jyllinge for at være med i stævnet.

De mange svømmere har kæmpet om medaljer og pengepræmier, og der er i alt blevet delt pengepræmier ud for mere end 20.000 kr. Præmierne blev uddelt for stævnet bedste præstationer baseret på en pointskala. Der er desuden blevet delt et hav af sponserede heatpræmier ud til deltagerne i form af drikkedunke, tasker, biografbilletter og ikke mindst et hav af is fra Hansens Flødeis.

Vi kan se tilbage på en weekend med mange rigtig fine oplevelser og sportslige resultater, med flere svømmere der tidligere har deltaget ved EM, VM og OL i bassinet.

For de lokale A6-svømmere lykkedes det at vinde i alt 108 medaljer - heraf 46 guld, 33 sølv og 29 bronze. Det er 33 medaljer flere end sidste år.

De mange frivillige i A6 har efterhånden opbygget så meget erfaring med afvikling af gode stævner, at alle deltagere tager det for givet at stævner i A6 kører på skinner. Det var naturligvis også tilfældet i år, hvor de mange deltagere alle fik en rigtig god oplevelse. Det er en fornøjelse at se at den store organisering, og enorme indsats fra frivillige forældre, endnu engang resulterer i et fantastisk stævne!

Vi ser tilbage på et yderst succesfuldt stævne, som tiltrækker flere og flere svømmere fra de danske klubber, men også fra udlandet. Vi ser allerede frem til næste års A6 Cup, som vi har ambitioner om skal være en endnu større succes!

Nu går vi sommeren i møde, hvilket betyder at sommerens nationale og internationale mesterskaber nærmer sig. Vi glæder os meget til arbejdet frem mod disse!

Tusind tak for den store hjælp til alle de frivillige, og ikke mindst tak for et godt stævne til alle deltagere/trænere/ledere/tilskuere!

Forfatter: 

Jon Langberg